Mød Mia

Mød Mia og hendes familie fra Dalby. Mia er 31 år og gift med Jens-Kristian. Sammen har de deres eget firma og tre livlige piger; Klara-Mathilde på fire, Karen-Sofie på ni og Ida-Marie på seks.

”Min mands og min historie har rødder i den gamle Rønnede Kommune, ligesom vi selv har. Vi er begge to født og opvokset her og var kærester i mange år, indtil vi købte vores dejlige hus i Olstrup udenfor Dalby. Vi har aldrig tænkt over at flytte, fordi vores børn trives i deres skoler, og her er et godt foreningsliv. Vi har vores familie og venner tæt på, vores firma er veletableret i byen, og vi er centralt beliggende i forhold til København og andre større byer på Sjælland”.

“Engagementet vi oplever fra de frivillige i foreningerne er helt fantastisk”

”Det unikke og vigtigste for os er, at vores børn trives, hvor de er med deres venner og de foreninger, de dyrker sport i. Der er rigtig mange tilbud og muligheder for vores børn, og det er vigtigt for os. Derudover har vi alt, vi behøver i Faxe Kommune. Vi har vores firma, familie, venner, skøn natur vi nyder at gå lange ture i, og stort engagement i lokallivet. Kort sagt; vi har rigtig meget nærvær i vores dagligdag og liv”.

Selvstændig i Faxe Kommune

“Vi har haft vores firma i 15 år nu, og det har altid ligget her. Vi engagerer os, som mange andre, meget i det lokale liv i kommunen, fordi vi tror på, det kommer os alle til gode.
Jens-Kristian er næstformand i Business Faxe, hvilket har skabt et bredt netværk og sammenhold, hvor man nemmere får øje på hinandens ressourcer, som vi har mange af her i kommunen. Vi går op i at hjælpe hinanden, og derfor var det da også helt naturligt, at vi valgte lokale håndværkere og leverandører, da vi fik lagt nyt tag på huset. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe hinanden til at skabe en endnu bedre by og kommune”.

Tryghed og tillid

“Når vi tager hjemmefra, kan vi låse døren og slå alarmen til – det kan vi ikke med vores børn. Derfor er det meget vigtigt, vi har tillid til vores omgivelser, som for eksempel de pædagoger, skolelærere og andre, der bruger tid med vores børn, mens vi er på arbejde, og den tillid og tryghed har vi her.

Foreningslivet er også et af de store plusser for os – vores piger er meget aktive, og vi bruger næsten alle kroge af kommunen til foreningsidræt for pigerne. Engagementet, vi oplever fra de frivillige i foreningerne, er helt fantastisk, og det smitter af på pigernes glæde ved deres sport. Det er skønt at se som forælder. Instruktørerne er altid velforberedte, glade og imødekommende, plus de er gode til at tilpasse niveauerne for alle. Faxe Kommune har rigtig mange tilbud og muligheder for børn, både betalte, men også gratis. Vi bruger Faxe Kommunes aktivitetskalender, hvor vi får rig mulighed for at lave en masse ting og opleve en masse med vores børn uden det koster noget”.